Relationer
Sansestærke mennesker kan blive meget påvirket af energier og stemninger. Derfor er det en god idé at se på, hvem vi omgiver os med og hvilket miljø, vi bevæger os rundt i.
De mennesker der er tæt på os, har stor betydning for vores velbefindende. Vi kan blive påvirket af deres livsstil og vaner, deres syn på verden, deres adfærd, deres følelser og deres energi.
Vi udvikler os i forskellige retninger gennem livet og derfor, sker der sommetider en naturlig udskiftning i vores relationer. Det betyder ikke, at der er noget galt med de kontakter, vi bevæger os væk fra. Måske ønsker vi bare noget forskelligt og vælger derfor i stedet at gå med nogen, der vil i samme retning som os selv.

Når vi tilbringer tid sammen med støttende, opløftende mennesker, som møder os, hvor vi er, er der gode betingelser for tryghed i de forbindelser. Trygge relationer kan være afgørende for vores trivsel og vores evne til at kunne være os selv, med alt det vi indeholder. Når vi føler os trygge, er der også mulighed for at ubalancer, som er skabt i tidligere relationer, kan afbalanceres, hvilket igen er med til at gøre os mere afslappede i os selv og i sociale sammenhænge.
Den måde vi bliver mødt på af de mennesker, der er omkring os, er med til at forme os. Bliver vi mødt med tillid og med en overbevisning om, at vi er stærke, kompetente og værdifulde mennesker, er der gode chancer for, at vores selvfølelse bliver påvirket i en positiv retning og vi kan blive den bedste version af os selv. Bliver vi mødt af det modsatte, kan det føre til et nervesystem, der er i konstant alarmberedskab, hvilket kan påvirke vores sociale evner i en negativ retning.
Ønsker vi at styrke os selv i vores sensitivitet og fremme vores trivsel, er det godt at se på de nære og mest betydningsfulde relationer i vores liv. Er de sunde og nærende eller er de drænende og påvirker de os uhensigtsmæssigt? Harmonerer vores vigtigste værdier med deres?
Det kan være en udfordrende og langsommelig proces at skabe det rette miljø med de helt rette mennesker. Vi har forskellige baggrunde, behov og ønsker for vores liv. Derfor er der ikke én løsning, der gælder for alle. Vi har heller ikke samme udgangspunkt. Nogle går igennem en større livsforandring, hvor der skal arbejdes ekstra meget for at fremme social mobilitet. Andre har måske brug for at skifte skole eller arbejdsplads.
Når vi rydder op i vores relationer, kan det føre til perioder, hvor vi er alene. Det kan der være en fordel i. I de perioder er der mulighed for at se indad, mærke efter, få skabt nogle sunde vaner, række ud efter nye fællesskaber eller få gjort noget ved de drømme, der er blevet lagt på hylden, fordi hverdagen tog over. Det kan være en styrke både at kunne være glad alene i sit eget selskab og at kunne hygge sig i sociale sammenhænge.
Mange sansestærke mennesker foretrækker få, dybe relationer fremfor en kæmpe vennekreds. Det handler ikke om kvantitet, men om kvalitet. De dybe, nære relationer kan give tryghed og kan forebygge ensomhed. De kan styrke vores selvfølelse og føre til en bedre livskvalitet.
Vores relationer er vigtige for vores trivsel og sundhed. De kan være med til at styrke eller svække os i vores sensitivitet. Vi kan ofte selv gøre noget for at blive stærkere i det sensitive træk og dette er absolut et af de områder, der er værd at se på.
(13. juli 2026)